Dominique Bailly: Mos Tumulus

På en skovbevokset bakke, hvor stien har delt sig, og publikum må entre nok en port, ses en halvanden meter bred og femten meter lang form, der omslutter en lille høj, en tumulus, der i sig selv ligner et fortidsminde.

I starten var højen  beklædt med mos, og  TICKONS Venner forsøger jævnligt at genbeplante med egnede mos-arter, men når  parkens får og hjortevildt fouragerer og  når legende børn ynder at storme den lille knold, står den desværre oftest bar.

Den franske kunstner, Dominique Bailly, er i sit værk inspireret af de gådefulde spor, stenalderen har efterladt til os. De megalitiske konstruktioner… de i fortiden placerede sten-monumenter… opfatter kunstneren som en slags opkald fra vore forfædre: “De demonstrerer et første eksempel på en mulig relation mellem en verden af enkle, men dog menneskeskabte former indenfor landskabets rammer…”.

Eftersom der netop på Langeland er mange stenalderminder, var det naturligt for Dominique Bally, at fortsætte denne tankerække og skabe sit værk, sin installation, med en afgrænset stensætning, der betyder, at linjen omkring mos-højen både definerer den skulpturelle zone og selve skulpturen som et sted – et rum midt mellem træerne.

Kunstner: Dominique Bailly
Årstal: 1995

Dominique Bailly, født i Paris 1949, bor og arbejder i Limousin. Begyndte som tekstilkunstner, væver, men i sin interesse for naturmaterialer blev hendes værker efterhånden mere og mere skulpturelle: linjer og spiraler med sten og træstammer og klippede buksbomkugler.

SE FLERE AF VÆRKERNE HER